Til Laven Borgerforening / Lokalhistorisk Forening.

Under søgning efter oplysninger stødte jeg forleden på Lavens hjemmeside. Det var interessant, fordi Laven tilnærmelsesvis er min hjemby. Mine forældre havde en gård ved skellet mellem Mollerup mark og Laven mark, hvor jeg blev født. Min far hed Vagn Jakobsen. Jeg gik i Laven skole fra 1947 – 54 og havde min gang i Laven til 1958.

Det er interessant at læse Johs. Wienberg-Larsens beretning, hvor jeg kan nikke genkendende til det hele. Selv om jeg er jævnaldrende med ham, har jeg dog ikke kendt ham, og det skyldes selvfølgelig, at han gik i Tørring skole. Det er mig ikke muligt at medvirke til skrivning af Lavens historie, men jeg vil gerne bidrage med nogle oplysninger og oplevelser, som her følger i punktform:

Alle de handlende og erhvervsfolk, som Wienberg-Larsen nævner, har jeg kendt, men jeg vil gerne supplere hans beskrivelse. Der var to tømrermestre, Klerke og Arthur Pedersen. Klerke arbejdede for Laven skole og medvirkede ved nybyggeriet i 1952. Arthur Pedersen arbejdede for min far med renovering og nybyggeri af lade, stald og stuehus. Vognmand Rosenius leverede sand og andre materialer til gården. Der var en karetmager, der havde værksted lidt oppe ad Slangebakken. Jeg husker ikke hans navn. Der var en smed mere, der hed Carl. Han havde værksted på en matrikel mellem træskomand Jens Nielsen og købmand Anker Pedersen. Han var noget op i årene og lukkede nok sin forretning omkring 1945. Forinden havde min far i 1943 købt hans bil, en Chevrolet model 1927, der var opklodset, som det hed. Under krigen kunne private ikke købe benzin, og mange regnede ikke med, at en sådan bil kom ud at køre igen. Min far fik undervognen ombygget til landbrugsvogn, den første på egnen på gummihjul og oven i købet med fjedre, så det var meget komfortabelt. Der var automekaniker Aage i Bomholt, som min far senere benyttede.

Der var to gartnere, Poul Helweg og gartneren i Kjærs Mølle, som jeg ikke husker navnet på. Endelig var der ”sypigerne”, som vi kaldte dem, Eva og Ingeborg Søften, som holdt til i huset lige over for hotellet. De lavede alt i forandringer og reparation af tøj, og dem benyttede vi meget i mit hjem. Til vinteren fik vi syet kludesko hos dem. Det var de gode til.

P. C. Nielsen, der har skrevet Laven-sangen er familie til mig. Han var meget litteraturinteresseret og skrev selv en del digte. Han udgav digtsamlingen ”Lidt af hvert.” Fra krigen husker jeg – det har vel været 1944 eller 45 – at jeg dag sammen med min far stod på Slangebakken ud for smed Henry Nielsen, hvor man dengang kunne overskue banen fra Laven og næsten til Alling. Vi overværede passagen af et tysk transporttog, der kom østfra. Da lokomotiverne kørte ind på Laven station, var bagenden af toget knap at øjne ved træerne nær Alling. Jeg talte, at der var 60 vogne i toget. Man kan skønne, at det har været omkring 900 meter langt. Det imponerede mig noget.

Man spillede håndbold på græsområdet mellem stationen og søen, og jeg husker, at der sidst i 1940-ene var ringridning samme sted, når der var sommerfest. Om vinteren var Slangebakken en formidabel kælkebakke. Man styrede kælken ved at have en lang styrepind bagud. Man startede ved P. B Nielsen øverst på bakken og fortsatte hele vejen ned til stationen. I krydset ved bageren og købmand Frandsen forventede man, at de få biler, der kom, som en selvfølge holdt tilbage. I strenge vintre, når søen frøs helt til, har jeg været med til at løbe på skøjter til Himmelbjerget og helt til Ludvigslyst. Laven station brændte i sensommeren antagelig 1949 eller 50. Jeg husker, at jeg med mine forældre havde været på familiebesøg i Vestjylland. Da vi kom tilbage med toget, så vi det sørgelig syn, hele overetagen udbrændt og store vand- og røgskader i underetagen. Jeg husker den væmmelige brandlugt.

Svagføreforeningen sendte i nogle år omkring 1950 udvalgte handicappede med et særtog bestående hovedsagelig af sovevogne rundt i landet. Det blev oprangeret og gjorde et par dages ophold på stationer med en smuk beliggenhed. Her var Laven en oplagt mulighed, hvor toget var rangeret ind på ladesporet i 2 – 3 dage. Under et af opholdene var der royalt besøg, idet enkedronning Alexandrine kom til Laven for at besøge de handicappede. Det var en vældig oplevelse for byens børn.

En sag, der omkring 1950 gav anledning til store artikler i avisen var fabrikant Landbye, der havde oprettet en fabrik ved Kjærs Mølle, Nylontex, til fremstilling af nylonstrømper, en af de første i landet. Han var en meget fremtrædende person, som der blev lagt mærke til, og han kørte i spektakulære biler. Pludselig en dag var han forsvundet som dug for solen. Han blev eftersøgt både ind- og udland. Det var helt sikkert noget med økonomi. Hvad det endte med, kan jeg ikke huske. Jeg var ikke så gammel, at jeg forstod ret meget af det, men det var noget, der gjorde stærkt indtryk.

I begyndelsen af 1900-årene holdt Johan Skjoldborg store folkemøder på Dynæs. Mindre kendt er det vist, at traditionen blev genoptaget efter befrielsen i 1945. I sommeren 1945 tog min far mig med til det store folkemøde på Dynæs, hvor der forsamledes flere tusinde mennesker. Der var bl.a. taler af Christmas Møller, der under krigen havde været i eksil i England. Der var musik og amatørskuespil og en begejstret stemning. En berømt person, der havde det meste af sin barndom og ungdom i Laven, og som jeg gik i skole sammen med, var Ralph Florentin Nielsen. Han blev en verdensberømt astronom. Han døde desværre tidligt, men ham burde Laven måske gøre lidt mere ud af. Hans far var kunsthandler Florentin Nielsen. De boede i villaen, der tidligere tilhørte digteren Nis Pedersen. Ralph Florentin er omtalt i min bog ”Menneskelivet – en opdagelsesrejse” i et afsnit om Laven skole, som er vedføjet denne skrivelse.

Asbjørn Jakobsen Fanø,
forfatter, fhv. højskolelærer